På den 30 km lange Weinstrasse umiddelbart syd for Wiens bygrænse bliver du mødt af en herlig duft det af jord og vin. Ikke underligt, for vinmarkerne strækker sig så langt dit øje måtte række. Følg vinruten til en række romantiske vinbyer med hver deres charme.
Vinbyen Perchtoldsdorf syd for Wien
Første perle er den lille, maleriske by, Perchtoldsdorf, med middelalderborg og masser af lokale vinrestauranter, de såkaldte heuriger, der ligger omgivet af haver med blomstrende oleander. At heurigeren har åbent kan du se, når der uden for døren er ophængt en stor fyrretræskvist.
Maden må du, som traditioner byder på netop disse specielle vinheurigere, selv vælge ud og købe ved en buffet, der bugner af fristende traditionelle, men også kraftige og velsmagende retter fra området. Både tradition og lov betyder, at vinen, der serveres skal være dyrket af vinbonden selv, og du vil som oftest opleve, at en heuriger er et familieforetagende, hvor mindst tre generationer tager del i arbejdet.
Vinbyen Mödling med borg og underjordisk sø
Efter Perchtoldsdorf følger vinbyerne som perler på en grøn snor. Først Mödling med en vidunderligt middelaldercentrum med hyggelige caféer og gode shoppingmuligheder. Udenfor byen ved Hinterbrühl ligger Liechtensteinborgen fra 1100 tallet og grotten Seegrotte med Europas største underjordiske sø.
Gumpoldskirchen – Østrigs måske mest idylliske vinlandsby
Næste by på køreturen er Østrigs måske mest romantiske og idylliske vinlandsby, Gumpoldskirchen, med afmærkede vandreture gennem vinmarkerne. Gå også gennem byen med en vrimmel af blomstersmykkede vingårde og heurigere, hvis haver strækker sig lige ud i vinmarkerne. Her kan du sætte dig og nyde byens typiske vinspecialiteter, Rotgipfler og Zierpfandler, begge hvide.
Kurbyen Baden med helbredende svovlkilder
Vinruten slutter ved vin- og kurbyen Baden, der ligger ved termallinjen og derfor kan profitere af ikke mindre end 15 helbredende termalsvovlkilder, der vælter op af jorden. Så her kan du lade dig forvænne med et rigtigt termalbad, inden du skal på en af de lokale heuriger – eller måske skal du prøve lykken på Østrigs største spillecasino, der ligger her i Baden.